-
Kan iltfattig hjernetræning booste din hjernes plasticitet?
- 2024/11/23
- 再生時間： 8 分
- ポッドキャスト
-
サマリー
あらすじ・解説
Da italieneren Reinhold Messner og østrigeren Peter Habeler i 1978 nåede toppen af Mount Everest, havde de gjort det umulige.
De havde nået toppen af Everests 8.850 meter uden at bruge iltmasker.
Lægestanden havde i mange år advaret mod at bestige verdens højeste bjerg uden hjælp fra medbragte iltflasker. Alt over 8.000 meter bliver kaldt dødszonen, men i 1978 kunne de to bjergbestigere altså bevise, at det kunne lade sig gøre.
For at det ikke skulle være løgn, gentog Messner bedriften i 1980. Denne gang helt alene. Messners præstation modbeviste lægevidenskaben, mente fortalerne for bjergbestigning uden ilt.
Det var et spørgsmål om viljestyrke, og det var et opgør med maskinmennesket, som Messner kaldte bjergbestigerne, der medbragte iltflasker for at nå bjergtinderne. Men hvis vi havde kunnet skanne Messners hjerne både før og efter hans iltfattige Everest-bestigninger, ville der sikkert danne sig et billede af, at de vilde bedrifter satte deres spor i hans hjerne.
I 2006 offentliggjorde den spanske forsker Nicolas Fayed resultaterne af en stor undersøgelse, hvor han sammen med sit forskerhold skannede 35 professionelle og amatørbjergbestigere, før og efter de besteg en bjergtop uden brug af supplerende ilt.
Der var blandt andet en gruppe på 13, der besteg Mount Everest, hvor kun en enkelt ikke fik påvist hjerneskade efter opstigningen. En af Everest-bestigerne havde sågar fået læsioner i frontallappen.
En anden gruppe besteg et 6.962 meter højt bjerg i Andesbjergene, og også her havde alle bjergbestigerne pådraget sig neurologiske skader. En af dem fik afasi. Han havde med andre ord fået skader i det område af hjernen, man bruger, når man taler. Efter seks måneder forsvandt afasien.
Når man stræber efter de højeste tinder, har det en hjernepris.
Men måske vi skal se på iltmangel på samme måde som faste. Måske er der en 'guldlok-zone' med et moderat niveau af iltnedsættelse, der faktisk kan have en gavnlig virkning på vores hjerner?
Nye museforsøg har vist, at moderat iltnedsættelse styrkede modning af neurale stamceller i hippocampus, skabte flere forbindelser mellem hjernecellerne og forbedrede indlæringsevnen hos musene.
Hvad der sker i musehjerner, sker ikke nødvendigvis også i menneskehjerner. Ikke desto mindre er det værd at undersøge, om den slags ændringer i luftens iltindhold også har gavnlig effekt på hjernen og den kognitive fitness hos mennesker.
Anna får iltmåleren på fingeren. Displayet er dækket til, så hun ikke selv kan se iltindholdet i sit blod. Nu kan sessionen gå i gang. Hun sætter sig ind i træningsrummet og skal i de næste 3,5 timer løse en række kognitive opgaver på iPad'en foran hende.
Anna deltager i Altibrain-projektet (som én af os, Kamilla, er leder af). Projektet går ud på at undersøge, om kognitiv træning under moderat iltnedsættelse på 12 procent svarende til 4.400 meters højde har en positiv virkning på hjernens plasticitet og kognitive fitness hos mennesker.
Projektet tester både raske personer uden tidligere psykiatrisk lidelse og personer med kognitive problemer som følge af tidligere depression eller bipolar lidelse.
Men fordi forsøget er designet efter den videnskabelige guldstandard, er det dobbeltblindt og randomiseret. Det betyder, at det er helt tilfældigt, hvilke forsøgspersoner der reelt kommer til at træne under iltfattige vilkår, og hvem der kommer til at træne under helt almindelige vilkår.
Det betyder også, at hverken Anna eller forsøgslederen ved, om hun modtager den reelle intervention, eller om hun udfører den kognitive træning i normale iltforhold svarende til iltindholdet ved havets overflade.
Altibrain-projektet har tidligst resultater næste efterår, og Anna ved derfor endnu ikke, om hun rent faktisk har trænet i mindre ilt, eller om det har boostet hendes hjernes plasticitet. Men ifølge en oversigtsartikel fra 2023, hvor man gennemtrawlede den videnskabelige litteratur, er der noget, som tyder på, at iltfattig kognitiv træning booster hjernens plasticitet.
Blandt andet...
De havde nået toppen af Everests 8.850 meter uden at bruge iltmasker.
Lægestanden havde i mange år advaret mod at bestige verdens højeste bjerg uden hjælp fra medbragte iltflasker. Alt over 8.000 meter bliver kaldt dødszonen, men i 1978 kunne de to bjergbestigere altså bevise, at det kunne lade sig gøre.
For at det ikke skulle være løgn, gentog Messner bedriften i 1980. Denne gang helt alene. Messners præstation modbeviste lægevidenskaben, mente fortalerne for bjergbestigning uden ilt.
Det var et spørgsmål om viljestyrke, og det var et opgør med maskinmennesket, som Messner kaldte bjergbestigerne, der medbragte iltflasker for at nå bjergtinderne. Men hvis vi havde kunnet skanne Messners hjerne både før og efter hans iltfattige Everest-bestigninger, ville der sikkert danne sig et billede af, at de vilde bedrifter satte deres spor i hans hjerne.
I 2006 offentliggjorde den spanske forsker Nicolas Fayed resultaterne af en stor undersøgelse, hvor han sammen med sit forskerhold skannede 35 professionelle og amatørbjergbestigere, før og efter de besteg en bjergtop uden brug af supplerende ilt.
Der var blandt andet en gruppe på 13, der besteg Mount Everest, hvor kun en enkelt ikke fik påvist hjerneskade efter opstigningen. En af Everest-bestigerne havde sågar fået læsioner i frontallappen.
En anden gruppe besteg et 6.962 meter højt bjerg i Andesbjergene, og også her havde alle bjergbestigerne pådraget sig neurologiske skader. En af dem fik afasi. Han havde med andre ord fået skader i det område af hjernen, man bruger, når man taler. Efter seks måneder forsvandt afasien.
Når man stræber efter de højeste tinder, har det en hjernepris.
Men måske vi skal se på iltmangel på samme måde som faste. Måske er der en 'guldlok-zone' med et moderat niveau af iltnedsættelse, der faktisk kan have en gavnlig virkning på vores hjerner?
Nye museforsøg har vist, at moderat iltnedsættelse styrkede modning af neurale stamceller i hippocampus, skabte flere forbindelser mellem hjernecellerne og forbedrede indlæringsevnen hos musene.
Hvad der sker i musehjerner, sker ikke nødvendigvis også i menneskehjerner. Ikke desto mindre er det værd at undersøge, om den slags ændringer i luftens iltindhold også har gavnlig effekt på hjernen og den kognitive fitness hos mennesker.
Anna får iltmåleren på fingeren. Displayet er dækket til, så hun ikke selv kan se iltindholdet i sit blod. Nu kan sessionen gå i gang. Hun sætter sig ind i træningsrummet og skal i de næste 3,5 timer løse en række kognitive opgaver på iPad'en foran hende.
Anna deltager i Altibrain-projektet (som én af os, Kamilla, er leder af). Projektet går ud på at undersøge, om kognitiv træning under moderat iltnedsættelse på 12 procent svarende til 4.400 meters højde har en positiv virkning på hjernens plasticitet og kognitive fitness hos mennesker.
Projektet tester både raske personer uden tidligere psykiatrisk lidelse og personer med kognitive problemer som følge af tidligere depression eller bipolar lidelse.
Men fordi forsøget er designet efter den videnskabelige guldstandard, er det dobbeltblindt og randomiseret. Det betyder, at det er helt tilfældigt, hvilke forsøgspersoner der reelt kommer til at træne under iltfattige vilkår, og hvem der kommer til at træne under helt almindelige vilkår.
Det betyder også, at hverken Anna eller forsøgslederen ved, om hun modtager den reelle intervention, eller om hun udfører den kognitive træning i normale iltforhold svarende til iltindholdet ved havets overflade.
Altibrain-projektet har tidligst resultater næste efterår, og Anna ved derfor endnu ikke, om hun rent faktisk har trænet i mindre ilt, eller om det har boostet hendes hjernes plasticitet. Men ifølge en oversigtsartikel fra 2023, hvor man gennemtrawlede den videnskabelige litteratur, er der noget, som tyder på, at iltfattig kognitiv træning booster hjernens plasticitet.
Blandt andet...